Nogle tænder med revner kan du ikke mærke, men ofte begynder det at gøre ondt når man tygger på noget hårdt. Det kan være svært at udpege, hvilken tand det drejer sig om.
Lykkes det ikke tandlægen at finde revnen, vil man i nogle tilfælde se tiden an og opfordre dig til at være opmærksom på hvilken tand det gør ondt i når du tygger, eller du får noget koldt på tanden.
Ofte ses det ved belastede kindtænder, som har haft sølvfyldninger i mange år.
Her hjælper det nogle gange at erstatte sølvfyldningen med en plastfyldning, idet plast har en evne til at lime tanden sammen.
Ved større skader er det sikreste at omslutte tanden med en krone.
I enkelte tilfælde er revnen så uheldigt placeret, at tanden flækker ned gennem roden. Såfremt det sker, skal tanden trækkes ud.
Husk at hvis du har en tand med en revne, der gør ondt, må du have tålmodighed og indstille dig på at det både kan tage tid og være forbundet med udgifter, før tanden er færdigbehandlet.